Statisk Elektricitet
Hvad er statisk elektricitet?
Statisk elektricitet er ladninger der sidder på overfladen af et isolerende materiale, og derfor kun kan neutraliseres ved at skabe en ledende egenskab i overfladen eller luften. Ladningerne vil normalt neutralisere sig gennem luften, men det varer timer, og ofte er det ønskeligt at fremskynde denne proces. Det kan ske ved at tilføre vand (fugtighed) på overfladen og i luften, eller ved at tilføre ladninger i luften, altså ionisere luften.
Allerede i det antikke Grækenland kendte man til det fænomen, at et stykke rav, når det blev gnedet med f.eks. noget uld, tiltrak støv, uldfibre og andre lette småting. Ravet blev nemlig det vi kalder statisk elektrisk. Og vi kalder det faktisk elektrisk fordi rav på græsk hedder elektron.
Når der tales om statisk elektrisk, menes der at der er opbygget statisk elektriske ladninger på hele eller dele af dets overflade, der forårsager nogle produktionstekniske og miljømæssige problemer.
Disse problemer kan bestå af utilsigtet sammenklæbning eller frastødning af folier eller emner, tiltrækning af støv, afgivelse af ubehagelige elektriske stød til personer, der kommer i nærheden, forstyrrelse af funktionen af elektronisk udstyr, dannelse af gnister (brandfare) ,eller andre uønskede fænomener.
Som nævnt har menneskeheden kendt til statisk elektricitet i mere end tusind år, men ikke mindst i vor tid med tørt indeklima og med anvendelse af en lang række plast- og andre syntetiske stoffer kan statisk elektricitet være særdeles generende.
Men det kan der i de fleste tilfælde gøres noget ved. Statiske ladninger kan elimineres ved hjælp af ion-anlæg, der desuden reducerer mængden af svævestøv og forøger antallet af frie ioner i luften.
Hvad er ioner og hvad bruges de til?
Et ion-anlæg producerer ioner i et elektrisk felt, ved enten at bortstøde eller tiltrække en ekstra elektron, fra de ellers neutrale luftmolekyler. Herefter er det pågældende luftmolekyle ikke længere neutralt, men har fået en positiv eller negativ ladning, og kaldes nu for en ion. De således genererede ioner bevæger sig med ret stor hastighed via elektriske feltlinier væk fra ion-dysen hen til genstande med modsat polaritet og neutraliserer disse ladninger, herved neutraliseres den statiske elektricitet.
Ioniseringen af luften har også indvirkning på de partikler der befinder sig i luften. Og det bevirker, at støvpartiklerne klumper sig sammen på grund af forskellig elektrisk polaritet og derved efterhånden bliver de så tunge, at de ikke længere kan holde sig svævende men falder ned. Men det bevirker også at især de meget små partikler i svævestøvet også vil bevæge sig langs de elektriske feltlinier ud til vægge, gulve, lofter m.v. hvorfra det kan fjernes ved rengøring. Herved reduceres mængden af svævestøv.
I god udeluft er der normalt 3-4000 ion-par pr. kubikcm. I dårlig indeluft i kontorer, fabrikker, institutioner og boliger, kan indholdet af ioner være så lavt som nogle ganske få ion-par pr. kubikcm. Der er foretaget en række videnskabelige undersøgelser, der indikerer at mange mennesker i større eller mindre grad generes, når indholdet af ioner er for lavt, eller der f eks er en stor overvægt af positive ioner. Det betyder at ioniseret luft er mere behageligt at opholde sig i.
